Jeg arbejder kropsterapeutisk med mennesker, der på grund af psykisk eller fysisk traume eller på grund af langvarig stress har udviklet et særligt sensitivt nervesystem.
Senreaktioner på stress og traume kan være uforklarlig angst, uro i kroppen, søvnproblemer, tankemylder samt smerter i kroppen.
Regulering af nervesystemet – fra over- eller underfølsomhed til en mere hensigtsmæssig balance – sker i samarbejde mellem dig og mig og gennem øget kropsbevidsthed. Jeg bruger kropsopmærksomme øvelser og arbejder med en særligt udviklet psykomotorisk behandling på briks eller gulv.
Målet er at skabe bevidsthed om reaktionerne i kroppen, så det bliver din styrkede kropsbevidsthed og ikke dit instinktsystem, der styrer din adfærd. Målet er at give dig færdigheder, som du kan bruge selvregulerende, når dit nervesystem reagerer uhensigtsmæssigt.
Vi sænker tempoet i behandlingsrummet. Vi arbejder os frem i ro, så du hele tiden bevarer kontrollen, og dit ekstra sensitive nervesystem kan følge med.
Behandlingen foregår, mens du sidder eller står, eller mens du ligger på briksen i behandlingsrummet. Løstsiddende beklædning er fint, men ikke en nødvendighed. Behandlingen kan sagtens foregå i dit almindelige hverdagstøj.
En session varer knap en time, hvor ca. halvdelen af tiden kan være arbejde på briks.
Nøgleord i behandlingen er respekt og dosering. Respekt for kroppens signaler og korrekt dosering.
Less is more! Hvis doseringen bliver for voldsom, hvis vi maser for voldsomt på, vil kroppens forsvars- og overlevelsesmekanismer træde beskyttende til og udviklingsprocessen gå ned i fart. Nervesystemets regulering og nyorientering kan ikke forceres.
Læs mere om teorien bag behandlingen